Nov 23 2007
Server stabilitet vigtig for google rank
I sidste uge oplevede jeg i egen person (eller nærmest min kones person), hvad det betyder for en side hvis serveren ikke svarer. Min kone har netop startet hobbi, som er en hobbybutik på nettet. Her handler hun med en del forskellige hobbyartikler, blandt andet HAMA perler, både mini og midi.
Vi fik meget hurtigt ranket siden meget højt på vigtige søgeord - og en hel del besøgende på disse søgeord, blandt andet lå vi nummer 1 på HAMA mini.
Da jeg stod op en morgen for ca. en uge siden, var der en fejlmeddelelse fra en tjeneste jeg bruger til at overvåge mine servere med, at en af serverne ikke havde svaret hen over natten. Det havde Google desværre også opdaget, og jeg skulle blandt andet opdatere bekræftelsen af sider på den server i Googles webmasterværktøj.
Hvad værre var: da siden var så ny, havde Google tillagt det meget stor betydning af siden var nede, og samtlige 1.sides resultater med hobbis sider var væk.
Nu en uge senere begynder siden igen at dukke op på side 1 af søgeresultaterne. Hvad kan man så lære af det? Vælg ikke de billigste webhoteller, hvis du vil være sikker på at få noget ud af søgemaskineoptimering. Det er muligt at et enkelt servernedbrud ikke betyder så meget på en etableret side, men for en helt ny er det altså meget vigtigt at siden svarer hver gang google kigger forbi!

